Fortællinger fra Spritten
Spritten er ikke bare Spritten.
Udover at sætte Aalborg på verdenskortet og gøre malteserkorset synonymt med snaps, spillede spritfabrikken en stor rolle i mange menneskers liv. Industrieventyret er en del af byens historiefortælling, og for mange var Spritten mere end bare en arbejdsplads. Det fortæller otte tidligere medarbejdere om.
For Elisabeth Lund er det en vant situation at guide andre mennesker gennem Spritten og dens historie - det gjorde hun igennem 25 år som guide. Fra hendes ansættelse den 1. august 1977 nåede hun at vise et væld af folk rundt. Alt fra skoleever og personaleforeninger til turister og NATO-soldater:
- Jeg er stolt over at have arbejdet her og vist det frem. Det var virkelig spændende at arbejde som guide og møde så mange forskellige mennesker, fortæller Elisabeth, der som rundviser kunne have op til fire besøg om dagen. - Skoleklasserne elskede at komme på besøg, og de måbede, når de blev vist ind igennem de store haller med farvestrålende varer fra gulv til loft, hvor hver en hyldemeter var velpakket. De blev altid meget begejstrede, når de til slut fik en pose chips med hjem. Det samme gjorde de voksne, når de fik en smagsprøve på snapsen.
Chipsfabrikken Estrella var en del af akvavitproduktionen, fordi kartofler blev brugt som råstof i produktionen. Det var grundlæggeren af De Danske Spritfabrikker, den polskfødte Isidor Henius, som var den første til at indføre kartofler i spritproduktion i Danmark. I forbindelse med sammenlægningen af de to fabrikker i 1978 kom Finn Winnum Andersen til Spritten, og han arbejdede derfor både med chips- og spritproduktion:
- Det var en suveræn arbejdsplads, og der var stor sikkerhed i ansættelsen her. Vi havde en god pensionsordning, og var man i pengenød, var det muligt at låne til en meget lav rente, ligesom der var mulighed for at søge om børnepenge. Der var også et fantastisk fællesskab blandt kollegerne. Når man arbejder på sådan en arbejdsplads i mange år, knytter man sig hertil. Mit arbejdsliv på Spritten har været af stor betydning for mit liv, siger Finn.
For mange var dét at blive ansat på Spritten som at få adgang til en ny verden. Det var det også for Poul Pallesen, der kom til Spritten i 1973 og nåede at være der i 37 år:
- Det var fornemt som jysk bondedreng at komme til en arbejdsplads som Spritten. Det var som at træde ind i en helt ny verden. Arbejdslivet på Spritten var særligt, fordi man i høj grad værnede om de ansatte blandt andet via intern uddannelse, økonomisk støtte og tiltag som kunstforeningen. Det har været et fantastisk spændende liv at arbejde på Spritten, fortæller Poul Pallesen, der blandt andet arbejde som salgschef, hvor han var på en del udlandsrejser.
Fælles for de tidligere medarbejdere er, at de alle var ansatte over mange år, og som én siger: "Jeg var her kun i 25 år". For Karsten Jensen var det slet ikke meningen, at han skulle arbejde på Spritten i over 30 år.
I 1972 blev han af en kammerat hentet ind som ferieafløser i 14 dage, men endte med at være der i 32 år som blandt andet tillidsmand i mange år. Han arbejdede blandt andet i afringningen og som chauffør, hvor den kollegiale stemning altid var i højsædet:
- Vi var en håndfuld mænd i stillingen som truckfører, og vi havde nok at se til. Men når vi var færdige med dagens arbejde, mødtes vi i kælderen over et slag kort eller gik i marketenderiet og fik os en "skraldemand", som var en cola til deling suppleret med sprit - helst porsesnaps, for det gav den bedste smag, husker Karsten. Foruden Porsesnaps og den klassiske Aalborg Taffel Akvavit producerede man cirka 14 slags snaps, heriblandt Harald Jensen, Jubilæumsakvavit og Brøndum Snaps.
Udover gode venskaber fandt Karsten også sin kone på Spritten. Tidligere skulle man som ansat spørge om lov til at gifte sig, men det var afskaffet, da Karsten friede. Sammen med Karsten arbejdede Thomas van der Graaf, der blev ansat i 1966.
Thomas nåede at være i flere afdelinger og startede i akvavitekspeditionen, hvor han blandt andet håndterede de røde trækasser, som i dag bliver solgt hos antikvitetshandlere. Derudover arbejdede han også i tapperiet og afringningen og nåede også at være tillidsmand i en kortere periode i løbet af de 25 år, han var på Spritten. Stedet ligner sig selv, bare med lidt mere støv, synes Thomas, der i sin fritid tegner og maler motiver fra området.
I gården kommer Thomas i tanker om en historie bag den store skorsten, som i dag er et vartegn for Spritten:
- I gården på Spritten står en stor skorsten, som har produceret varme. Da chipsfabrikken Estrella kom til Spritten i slutningen af 70'erne kunne skorstenen ikke følge med i produktionen af varme, og derfor blev det besluttet, at den skulle udskiftes med en større. Skorstenen blev væltet ud mod jernbanebroen, og langt hen af vejen var det en stor succes - lige indtil de øverste fem meter af skorstenen ramte jorden i et ordentligt brag. Toppen var ikke nær så porøs som resten af skorstenen, og derfor eksploderede den mod jorden. Heldigvis kom ingen alvorligt til skade - men min cykel havde set bedre dage!
Netop Sprittens fordelagtige medarbejderpolitik, erindres også af Knud Erik Mygind, der arbejdede som driftsingeniør. Arbejdet med spritproduktionen startede med, at han en sen aften blev kaldt ind på kontoret på sit daværende arbejdssted på Amager til spørgsmålet "Vil du til Aalborg?". Det ville Knud Erik gerne, hvorefter han tog til Slagelse og derefter Randers for at lære om gærproduktion. Efter grundig oplæring endte han i Aalborg, hvor han var ansat i 36 år fra 1964.
Som funktionær boede Knud Erik på Spritten i en medarbejderbolig i kontorbygningen i flere år, indtil han fik lov af direktøren til at flytte. Det var nemlig kutyme, at al teknisk personale skulle bo i de dertil indrettede fine medarbejderlejligheder på fabriksarealet.
Udover tiden på Spritten var Knud Erik også udenlands og med til at starte gærfabrikker op rundtom i verden:
- Jeg husker særligt mine udsendelser til Kina og Eksjugoslavien. Det var virkelig spændende at være med til at starte gærfabrikker op fra bunden, fortæller Knud Erik, der også blev fabriksbestyrer og derfor havde overblik over og ansvar for både produktion og medarbejdere:
- På Spritten var der i sagens natur let adgang til de våde varer, og for nogle blev det derfor en vane at supplere arbejdsdagen med en lille én - eller to. Engang blev det opdaget, at der var taget af flaskerne på lageret - så måtte den pågældende medarbejder ud i byen og købe en flaske Rød Aalborg til fuld pris og stille tilbage på lageret.
Lis Sennenwald er født ind i Sprittens historie som forvalterens datter, og derfor blev der i skolen med glimt i øjet talt om, "at Lis' far var spritter":
- Min far startede her som ung mand, og min mormor var også ansat på fabrikken. Det var et virkelig spændende sted at vokse op med alt det, der foregik. Jeg elskede at gå rundt med min far på fabrikken om aftenen, hvor turen ofte gik forbi brænderitårnet. På vores ture mødte vi altid de to vagthunde, Clock og Whisky.
Hendes familie boede i en funktionærlejlighed i kontorbygningen, da faren - Axel Laub - var en del af den tekniske medarbejderstab. Livet på Spritten var på mange måder et minisamfund, hvor man arbejdede tæt op ad hinanden og i fritiden mødtes i haverne ved jernbanebroen:
Når Hanna Mortensen husker tilbage på tiden, står det stærke fællesskab på Spritten også centralt. Hun var ansat over to omgange og startede i 1960 som ung kvinde på kontoret. Her lærte Hanna stenografi fra bunden, og hun var dengang den eneste kvindelige kontorlærling. Tiden var en anden, fortæller hun, og da hun fandt sin mand på fabrikken, blev han sendt til en afdeling i Randers for at overholde reglementet, der siden blev ændret i takt med tiden.
- Det var en skøn tid, og jeg ville gøre det igen, hvis jeg kunne, afslutter Hanna.
